19-2-2023
Vi skriver februar. Det er 106 år siden at Alfred Ferdinand Carstens faldt i Frankrig. Podcasten ‘Den Anden Død’ giver i de to afsnit en klarhed over Alfreds triste skæbne, men hvordan gik det sidenhen den efterladte familie? Dette spørgsmål har interesseret mange lyttere, og vi vil dermed forsøge at kaste et lys over det her.
Første gang familien hørte om dødsfaldet var via aviserne den 19. februar 1917. Tre dage senere kom den officielle erklæring fra Alfreds regiment, hvori den konkrete dødsdato blev oplyst: 4. februar 1917. Alfreds hustru, Frieda, stod tilbage med tre små børn, og uden en forsørger. Familien havde været bosat på Bækken Skole, hvor Alfred siden 1910 havde været lærer, men nu måtte de flytte derfra. Som udgangspunkt havde den lille familie heldigvis en solid støtte i Friedas forældre. Faderen, Asmus Peter Paulsen, havde siden 1908 været amtsforvalter og tolder i Egernsund. Han drev desuden gården og teglværket ‘Prinzenhof’, som han havde overtaget efter sin svigerfar. Forældrene befandt sig dog allerede i en stor sorg, idet sønnen, August, havde mistet livet i Frankrig i juli 1916.
Lærer Alfred Ferdinand Carstens, 1911. Ukendt fotograf. Foto: Graasten Lokalhistoriske Arkiv.
I 1917 søgte Frieda om enkepension hos de preussiske myndigheder, hvilket hun fik godkendt samme år. Ved Genforeningen i 1920 måtte hun påny søge om enkepension – denne gang hos Invalidenævnet i Danmark. Dette var ikke uden vanskeligheder. Frieda følte sig uretfærdigt behandlet, idet hun mente, at hun var berettiget til en langt større pension, end den hun nu fik udbetalt. Senere stoppede pensionen ligefrem med at komme i en periode, eftersom Invalidenævnet ikke mente, at dokumentationen fra Friedas side havde været tilstrækkelig. Nogle år efter Alfreds død mødte hun Siem Hagge, som hun giftede sig med i 1920. Siem var født i Wittenwurth i Tyskland. Han var uddannet skibsmaskinist, og deltog som så mange andre også i krigen. Siem blev uddannet maskinmester i 1923, og alt tyder på at ægteparret og børnene fandt ro og stabilitet.
Den ellers så stærke og indflydelsesrige familien Paulsens storhedstid var dog ved at være et afsluttet kapitel. I 1917 blev Asmus Paulsens teglværk nedlagt, og i starten af 1920’erne måtte han sælge nogle af sine ejendomme, for at få det hele til at løbe rundt. Familien havde stadig landbruget tilbage, og det gik da også nogenlunde frem til 1930’erne, hvor landbrugskrisen for alvor forværrede situationen. Familiens økonomi hang i laser, og Asmus havde i årenes løb stiftet meget gæld. I sommeren 1937 henvendte Asmus sig til Invalidenævnet, idet han og hans hustru, Brigitte Paulsen, ønskede at modtage den såkaldte ‘Forældrerente’, som de efterladte forældre kunne modtage, hvis deres søns død eller skader under 1. Verdenskrig havde medført et økonomisk tab. Argumentet for hvorfor parret skulle modtage forældrerenten var, at sønnen August havde lånt en del penge i forbindelse med dennes uddannelse. Planen var at han skulle tilbagebetale beløbet, når han var blevet færdiguddannet, men denne plan var jo af gode grunde ikke længere aktuel.
Asmus Peter Paulsen. Ukendt fotograf. Foto; Broagerlands Lokalarkiv.
I september 1937 modtog Asmus et afslag fra Invalidenævnet. Man vurderede at Asmus havde haft en for stor indtægt i tiden omkring sønnens død, og dermed var han ikke berettiget til økonomisk hjælp. At han her mange år efter sønnens død nu stod i en dårligere situation, havde ikke indflydelse på vurderingen. Asmus gjorde indsigelse mod afslaget, men uden held. Frem til 1940 sendte han konstant nye ansøgninger, men han fik afslag hver gang. I 1938 døde hustruen, Brigitte, og samme år solgte Asmus sin sidste jord. Dette ændrede ikke på Invalidenævnets konklusion. Til sidst gik Asmus direkte til Socialministeriet med sagen, men her var man på Invalidenævnets side. I 1940 gav han op.
I Invalidenævnets arkiv findes sagsmappen på Asmus Peter Paulsen. Et bilag heri fortæller, at han i december 1940 ansøgte om at få sin søns lig flyttet fra Frankrig til Broager Kirkegård. Dette skal ses som et sidste håb om at lokalisere sønnens grav, som var og er stadig ukendt. Ifølge Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge findes der ikke oplysninger om at August Paulsen skulle have en kendt grav i Frankrig. Det er til gengæld mere sandsynligt, at han ligger begravet som ukendt på den tyske krigskirkegård Vermandovillers, hvor hans svoger, Alfred Carstens, også muligvis er begravet.
På sine gamle dage kunne Asmus se tilbage på et liv, der havde forandret sig drastisk siden 1. Verdenskrig. To nære familiemedlemmer vendte aldrig tilbage fra krigen, økonomien lå i ruiner, og så var det gamle tyske hjemland blevet dansk! Asmus Peter Paulsen døde som en fattig mand i 1952 – 87 år gammel.
Frieda Hagge (f. Paulsen) på sine ældre dage. Ukendt fotograf. Foto; Broagerlands Lokalarkiv.
Frieda og Alfreds tre sønner voksede alle op og fik gode stillinger. Walter Asmus blev landmand, Fritz Alfred blev repræsentant og senere fabrikant, mens Werner Johannes blev købmand. Frieda var familiens stærke kvinde, som altid havde det sidste ord. Da der senere kom børnebørn, bestemte hun f.eks. at de fik de rette tyskklingende navne. Familien var stadig tysksindet, og børnebørnene blev dermed også døbt af en tysk frimenighedspræst. Frieda glemte aldrig at hun kom fra en teglværksfamilie. Det var en stolthed som hun ikke lagde skjul på – også selvom det endte som det gjorde. Frieda og Siem Hagge gik bort i henholdsvis 1959 og 1962.